En klinisk undersøgelse er et grundigt helbredstjek. Som heilpraktiker benytter jeg ikke kun alternative analysemetoder, men henter også informationer fra kroppen gennem en fysisk klinisk undersøgelse. Denne undersøgelse er den del af heilpraktikken, som minder mest om den praktiserende læges arbejdsmetode.

Undersøgelsen er en systematisk, objektiv og målbar gennemgang af din krop, hvor du får undersøgt alle kroppens funktioner.

Jeg kigger på dit ansigt og ser efter hævelser og farver. Jeg ser på din hudfarve, om der er tegn på blodmangel, gulsot, udslæt, sår, ophobning af væske eller tegn på væskemangel. Øjne og ører tjekkes bl.a., for infektion.

Lymfekirtler er en del af immunsystemet, som bekæmper infektioner, derfor føles der efter forstørrede lymfekirtler på halsen, i nakken, omkring kravebenet og i armhuler. På halsen mærker jeg om skjoldbruskkirtlen er forstørret. Mund og svælg undersøges ligesom tænder, tunge og slimhinde.

“’Et grundigt, fysisk helbredstjek som hos din egen læge.”

Jeg lytter til at hjertet slår en normal rytme og om der er normal hjertelyde. Der måles puls og blodtryk. Vejrtrækning og lungerne undersøges også. Lyden af vejrtrækning kan ændre sig ved sygdomme som lungebetændelse, astma og kronisk bronkitis.

En vurdering af maven viser, om der er ar efter tidligere operationer, buler eller udposninger, f.eks. brok. Der føles efter om bughulen er blød, eller der er knuder eller tegn på væskeophobninger.

Jeg lytter til tarmens lyde, for at få et indtryk af dets funktion. Leveren, milten og bugspytkirtlens størrelse vurderes ligesom der føles efter ømhed omkring nyrerne. En urinprøve undersøges, hvilket medvirker til at give et billede af kroppens tilstand.

Undersøgelsen kræver i visse tilfælde, at jeg ser kroppen og vil derfor nogle gange bliver udført i undertøj.